Fyldestgørende og strategisk sagsoplysning er alfa og omega i skattesager. Det er altid trist at se en skatteyder tabe sin skattesag, fordi den ikke har været tilstrækkeligt oplyst. Syn og skøn er ofte et vigtigt oplysningsmiddel i skattesager og kan blive udslagsgivende for skatteansættelsen.

SKAT og klageinstanserne på skatteområdet er som offentlige myndigheder underkastet det såkaldte undersøgelsesprincip. Dette grundlæggende princip indebærer, at myndigheden skal fremskaffe de relevante oplysninger om den enkelte sag, før sagen afgøres. Men myndighederne skal også behandle sagen så enkelt, hurtigt og ressourcemæssigt forsvarligt som muligt. Det er ikke til at komme uden om, at det oftest er skatteyderen, der ligger inde med de oplysninger, der skal benyttes, og det er heller ikke til at komme uden om, at skatteyderen selv må frem i skoene for at finde midler til sagens oplysning.

Et syn og skøn bør være en helt naturlig og selvfølgelig ting at overveje i skattesagen. Skønsmanden bestemmer ikke sagens udfald, for kompetencen til at afgøre sagen tilkommer stadig SKAT eller klageinstansen, som altså ikke er forpligtet til at nå til samme resultat. Men med skønserklæringen har myndigheden nu flere oplysninger og dermed et bedre grundlag for at træffe afgørelsen, og ofte bliver skønserklæringen det afgørende bevismiddel.

Der er endda visse situationer, hvor slaget på forhånd må anses for tabt uden et syn og skøn. Har man klaget over en skatteansættelse, der beror på et decideret skøn, kan det være vanskeligt at få klageinstansen til at ”over-skønne” og tilsidesætte det skøn, som SKAT har foretaget. Her er det afgørende, at klageinstansen har oplysninger nok til at kunne danne sig et selvstændigt skøn. Syn og skøn kan føre til sådanne nye oplysninger, der får klageinstansen til at forkaste SKATs skøn.

Syn og skøn er velegnet i mange skattesager. Særligt i sager, hvor værdiansættelsen af et overdraget aktiv – fysiske såvel som immaterielle aktiver – er blevet tilsidesat af SKAT som led i ligningen, og i de tilfælde, hvor den skattemæssige værdi af en ydelse afhænger af markedsværdien. Årsagen hertil er, at skatteyderen og dennes samhandelspart (og vurderingsmand eller revisor) har én opfattelse af værdiansættelsen, mens SKAT har en anden opfattelse. I den slags sager vil de forskellige opfattelser af værdien ofte ikke kunne bevises endegyldigt, idet en del af værdiansættelsen bygger på et skøn. Her vil en syns- og skønsmands vurdering komme til at tjene som et bevis for værdien, der ofte vil blive lagt til grund for sagens afgørelse.

Sager, hvor skatteansættelsen foretages ved sammenligning med markedsniveauet, er også velegnede til syn og skøn – som eksempel herpå kan nævnes sager om udlejning af fast ejendom til interesseforbundne parter.

Også sager om fastlæggelse af om en bestemt standard er opfyldt er velegnede til syn og skøn. Her kan nævnes mange af hobbysagerne, hvor det indgår som moment om driften af en virksomhed lever op til den erhvervsmæssige standard, der gælder for det pågældende erhverv – f.eks. landbrug og stutteridrift.

Der kan derimod ikke holdes syn og skøn vedrørende juridiske spørgsmål. Et eksempel herpå er om skatteyderens regnskabsgrundlag i en sag om skønsmæssig indkomstansættelse opfylder de skattemæssige regnskabskrav. Men så længe syn og skønnet vedrører momenter af faktisk karakter, er det problemfrit. Altså eksempelvis om der kunne have været anvendt kasseapparat på et diskotek, eller om størrelsen af bruttoavanceprocenter for restauranter, kiosker mv.

Der kan heller ikke holdes syn og skøn i skattesager for Skatterådet, Skatteankestyrelsen (Skatteankenævn/ Landsskatteretten) vedrørende efterprøvning af passivposter efter boafgiftsloven, i sager om vurdering af fast ejendom og sager om vurdering af køretøjer efter registreringsafgiftsloven.

Syn og skøn bør afholdes så hurtigt som muligt. I nogle tilfælde går muligheden for et syn og skøn tabt med tiden. Derudover er det spild af både tid og penge at føre skattesagen igennem flere instanser uden syn og skøn, hvis sagen kan afgøres rigtigt på grundlag af et syn og skøn afholdt på det tidligst mulige stadie.

Skatteyderen har ret til at bede om afholdelse af syn og skøn, mens sagen verserer for Skatteankestyrelsen (Skatteankenævn/ Landsskatteretten). I det tilfælde berostilles klagebehandlingen indtil skønserklæringen foreligger. Tilsvarende kan Skatterådet give tilladelse til, at der afholdes syn og skøn i sager, der er forelagt Skatterådet til afgørelse.

Udgifterne til syn og skøn under klagebehandlingen for Skatteankestyrelsen (Skatteankenævn/ Landsskatteretten) er omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse. Men herudover kan klageinstansen give forhåndstilsagn om, at udgifterne til gennemførelse af syn og skøn dækkes med 100 pct. uanset udfaldet af den påklagede sag, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3.

Syn og skøn er reguleret af retsplejeloven og alene advokater kan repræsentere skatteyderen som ekstern repræsentant under syns- og skønsforretningen.

Skatteadvokaterne har stor erfaring med at vurdere om en sag er egnet til syn og skøn. Ligeledes har Skatteadvokaterne stor erfaring med udarbejdelse af syns- og skønstemaer samt gennemførelse af syns- og skønsforretningen og efterfølgende afhjemling af syns- og skønsmanden for retten.