Danmark har nu i et års tid stået uden skatteaftale med Europas næststørste og fjerdestørste lande. Det er situationen, efter at Danmarks regering i 2008 tog det usædvanlige og i manges øjne uvenlige skridt at opsige dobbeltbeskatningsoverenskomsterne med Frankrig og Spanien med virkning fra 2009. Baggrunden for opsigelsen var, at de to lande ikke kunne formås til at frafalde beskatningsretten til pensionsudbetalinger fra Danmark.

Opsigelsen skulle skabe grobund for forhandlinger om nye aftaler, der set fra dansk side kunne give mere afbalancerede fordele for Danmark og henholdsvis Frankrig og Spanien fremover. Status er imidlertid, at nye aftaler ikke ligger rundt om hjørnet. Forhandlingsklimaet med de varmere himmelstrøg har længe været køligt, og trods det faktum, at rigtige mange danskere er bosat i de to lande, er realiteten nu, at alle berørte privatpersoner og virksomheder skal indstille sig på et liv uden den klarhed og de fordele, som dobbeltbeskatningsoverenskomster giver. Danmarks vidtfagnende net af dobbeltbeskatningsoverenskomster rummer aftaler med lande som Taipei, Zambia og Bangladesh, men altså ikke længere vores store EU-familiemedlemmer sydpå.

Blandt de forskellige problemer, som fraværet af dobbeltbeskatningsoverenskomster skaber, er at de nye skattevilkår brutalt og udelukkende er klynget op på skæringsdatoen 28. november 2007. Der er eksempler på danskere, der kom ud af landet op til skæringsdatoen, men hvor SKAT har fastholdt dansk skat, fordi man ikke havde fået sat huset i Danmark til salg før jerntæppet gik ned.

Men skæringsdatoer er nødvendige ved ændringer i skattereglerne. Det er overgangsordninger imidlertid også ofte, for at undgå urimelig beskatning. I gysersagen om Frankrig og Spanien rummer lovgivningen imidlertid kun en overgangsordning for pensionister. Det har bragt en gruppe danskere i en skattemæssig klemme, som gør ondt. Det er den gruppe af erhvervsaktive danskere med løn fra dansk virksomhed, der før opsigelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomsterne havde bosat sig i Frankrig eller Spanien, som foruden den franske eller spanske skat nu skal betale dansk skat som et resultat af opsigelsen. Dansk skat var de indtil opsigelsen fritaget for i medfør af dobbeltbeskatningsoverenskomsterne. Dansk beskatning er som bekendt ikke helt beskeden, og det har selvsagt givet en mærkbar ændring i disse danskeres skattemæssige og dermed økonomiske situation. Man kan forsøge at forsvare det med, at den berørte personkreds da kun har mistet en fordel, der fulgte af dobbeltbeskatningsoverenskomsterne. Men disse personer har ved bosættelsen i Frankrig eller Spanien handlet i tillid til gældende beskatningsvilkår, som de var fastlagt i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, og de har indrettet deres liv og deres økonomi efter forholdene i de to lande. Har man boet i Frankrig og Spanien i en årrække, købt hus efter økonomisk formåen og har børn i fransk eller spansk skole, og har indrettet hele tilværelsen på en forudsætning om det økonomiske grundlag herfor, kan det kun blive oplevet som voldsomt og uoverskueligt, at man nu rammes af dansk brandbeskatning i tillæg til fransk eller spansk beskatning. For denne gruppe virker opsigelsen som lovgivning med tilbagevirkende kraft og uden det rimelige varsel, som der er dansk tradition for at give ved afgørende ændringer på privatpersoners beskatning.

Det er ikke afklaret om de franske og spanske skattemyndigheder vil vise et stort og godt hjerte ved at undlade beskatning af de berørte danskere. Men det er ikke noget danskerne har krav på, og henset til, at landene ikke kunne formås til at frafalde beskatningsretten til pensionsudbetalinger, er skattefritagelse måske ikke den mest sandsynlige udgang på den penible situation. Da regeringen fik den brede tilslutning i Folketinget til at opsige overenskomsterne med baggrund i balladen om beskatningsretten til pensionerne, var der imidlertid også tilkendegivelser i tinget om, at der skulle skrides korrigerende ind overfor eventuelle utilsigtede konsekvenser af opsigelsen. Problemstillingen var ikke forudset ved lovens vedtagelse, og her er vel tale om en urimelig og også unødvendig forskelsbehandling. Det kan der fra dansk side kun rettes op på ved en lovændring. Der verserer for tiden et beslutningsforslag herom i Folketinget, og der er da også tidligere vedtaget en lovændring for at imødegå en utilsigtet virkning for franske statsborgere, der er ansat i Danmark. Men det er ikke regeringen der står bag forslaget, og skatteministeren har ikke villet foretage sig noget for at rode bod på problemet. Tværtimod har skatteministeren for nylig udtalt, at regeringen ikke kan støtte forslaget, så det er i skrivende stund usikkert hvilken skæbne forslaget får.